Sven Verner Olsen har siden 1978 været fastansat som organist i folkekirken – de første år ved Haraldsted Kirke – og fra 2012 ved Jesuskirken, Valby.
Ved siden af sit embede har SVO en omfattende koncertvirksomhed som orgelsolist. Hovedvægten ligger på det fransk-romantiske repertoire, men også Bach, dansk romantik og Carl Nielsen indgår i repertoiret. SVO har udgivet to CD’er, indspillet på Jesuskirkens Cavaillé-Coll-orgel: “The French Organ in Valby” (2021) og “Widor in Valby” (2015). D. 10. december 2022 spillede SVO Francks 12 større orgelværker i Jesuskirken – de kan ses her.
Udover sit solistiske virke har Sven Verner Olsen i en årrække samarbejdet med forskellige kunstnere, senest med bl. a. Louise McClelland Jacobsen og Martine Johanne Olsen. Desuden har SVO medvirket som cembalist ved adskillige oratorium-opførelser, bl. a. ved over 50 opførelser af Händels Messias. I marts 2017 spillede SVO orgelstemmen i Saint-Saëns’ “Orgelsymfoni” med Odense Symfoniorkester og Vedernikov.
I “Bach og Bibelen” samarbejder SVO med skuespilleren Paul Hüttel i en times program, vekslende mellem bibeltekster og orgelværker af Bach.
Sven Verner Olsen blev uddannet privat hos Esther Vagning og Finn Viderø 1977-1984 og derefter ved Det kongelige danske Musikkonservatorium, København, hos bl.a. Anne Øland, Jørgen Ernst Hansen, Flemming Dreisig og Hans Fagius. SVO aflagde Kirkemusikalsk Diplomeksamen i 1990 med højeste karakter og debuterede i 1992 fra DKDM’s Solistklasse. 2003-2024 var SVO lærer i orgel ved Sjællands Kirkemusikskole.