CV

Sven Verner Olsen har siden 1978 været fastansat som organist i folkekirken – de første år ved Haraldsted Kirke – og fra 2012 ved Jesuskirken, Valby.

Ved siden af sit embede har SVO en omfattende koncertvirksomhed som orgelsolist. Hovedvægten ligger på det fransk-romantiske repertoire, men også Bach, dansk romantik og Carl Nielsen indgår i repertoiret.  I 2015 udgav SVO CD’en ”Widor in Valby”, indspillet på Jesuskirkens Cavaillé-Coll-orgel.

Udover sit solistiske virke har Sven Verner Olsen i en årrække samarbejdet med forskellige kunstnere, senest med bl. a. Ole Andersen, Annette Simonsen og Toke Lund Christiansen. Desuden har SVO medvirket som cembalist ved adskillige oratorium-opførelser, bl. a. ved over 40 opførelser af Händels Messias. I marts 2017 spillede SVO orgelstemmen i Saint-Saëns’ “Orgelsymfoni” med Odense Symfoniorkester og Vedernikov.

I “Bach og Bibelen” samarbejder SVO med skuespilleren Ditte Gråbøl i en times program, vekslende mellem bibeltekster og orgelværker af Bach.

Sven Verner Olsen blev uddannet privat hos Esther Vagning og Finn Viderø 1977-1984 og derefter ved Det kongelige danske Musikkonservatorium, København, hos bl.a. Anne Øland, Jørgen Ernst Hansen, Flemming Dreisig og Hans Fagius. SVO aflagde Kirkemusikalsk Diplomeksamen i 1990 med højeste karakter og debuterede i 1992 fra DKDM’s Solistklasse. Siden 2003 har SVO været ansat som lærer i orgel ved Sjællands Kirkemusikskole.

Organist Sven Verner Olsen